Uncategorized

Dungeons & Dragons – WTF?

Jeg har altid hørt om Dungeons & Dragons. Ikke i detaljer, men som diverse sidebemærkninger i populærkulturen – stand up, film, tv-serier. Når jeg hørte det blive nævnt var det altid i forbindelse med en eller anden form for nørdkultur.

Mit indtryk var, at der var tale om en gruppe nørder, der sad i en kælder med et eller andet underligt brætspil, hvor de slog med terninger og på en eller anden måde bevægede sig rundt i et eller andet eventyrscenarie. Og siden der var tale om nørder, tænkte jeg, at der logisk nok var vildt meget matematik og indviklede regler involveret.

Men så begyndte jeg at se The Big Bang Theory. Det er en tv-serie, der kan dele vandene. Nogle folk synes, at det er en serie, der gør grin med nørder på en meget ondsindet måde. Andre – som mig selv – kan bare virkelig godt lide karaktererne og synes at det er en god serie.

Anyway, jeg så det rigtig meget en overgang, og i nogle af episoderne sidder denne gruppe af nørder og spiller Dungeons & Dragons.

Og jeg var så forvirret. De slog med terninger, og alt efter, hvad de slog, skete der et eller andet. Og der var en af dem som virkede til at styre spillet? Men hvordan vidste man, hvad de forskellige tal gjorde? Var der en liste eller sådan noget, hvor der stod hvordan hvert tal påvirkede handlingen?

For der var en handling. Spillerne sad ikke omkring et eller andet brætspil ala Ludo eller Matador. De sad bare omkring et bord, og så snakkede den her spilstyrer ligesom bare, og så skulle spillerne forholde sig til det.

Og jeg sad tilbage med det her store spørgsmål: What the fuck er Dungeons & Dragons?!

Det var denne tanke, der fik mig til at trykke på Critical Role animationer på YouTube, da jeg stødte på dem som anbefalede videoer. I disse små animationer så jeg små bider af en gruppe folk, der spillede D&D, og det, der blev beskrevet og vist, lød ekstremt underholdende.

Så jeg fandt ud af, hvad det der Critical Role egentlig var.

Det viste sig at være et show på YouTube, hvor en gruppe voice actors sidder og spiller D&D. Jeg satte mig til at se den første episode. Så den anden episode. Så den tredje episode.

Og ved episode 80 var jeg ved at gå til af misundelse. JEG VILLE OGSÅ SPILLE D&D! Hvorfor havde jeg aldrig prøvet det før?! Det var jo det fedeste spil nogensinde!!

Nu sidder du måske og tænker: Jamen … hvad er D&D? Hvad går det overhovedet ud på?! Du har ikke forklaret noget som helst!

Okay, så her er den korte beskrivelse af D&D: Det er en interaktiv historie.

Du sætter dig altså sammen med en gruppe venner, og I laver en historie sammen. I har en DM – Dungeon Master – som styrer historien. Han sidder for enden af bordet med en lille skærm foran sig, så man ikke kan lure på hans papirer, og så forklarer han resten af jer, hvor I er, hvad der er omkring jer, og han skaber de fjender og venner, som I møder på jeres rejse.

Så en DM er basalt set forfatteren.

Resten af jer er hovedpersonerne i hans historie. I er gruppen af helte – eller skurke – som drager ud på eventyr og besejrer drager, trolde og sågar guder. I laver hver især jeres egen karakter ud fra forskellige racer og klasser, der giver jer forskellige fordele og ulemper, og så slår I med terninger for at vurdere, om de ting, som I forsøger at gøre, virker eller ej.

Hvis du for eksempel vil skyde nogen med en pil, slår du med en terning for at se, om du rammer eller ej, og ud fra den race og klasse, du har, kan du forbedre eller forværre dine chancer for at lykkes.

Hvis du er en person, der elsker ting som skrivning, skuespil, improvisation eller i det hele taget historiefortælling, kan det derfor være relevant at overveje, om du skal kigge lidt nærmere på det her D&D. Det kan lyde vildt nørdet og kompliceret, men det er faktisk ikke så slemt. Det er bare et spørgsmål om at kaste sig ud i det.

Hvis du vil se, hvordan det ser ud, når man spiller D&D kan du finde Critical Role på YouTube. Det er ganske gratis, og det kan give dig et super godt indblik i, hvad D&D egentlig går ud på – og så er det derfra alle de ovenstående GIFs kommer fra! (Anbefaling: Sørg for at starte ved episode 1 af enten den første eller anden kampagne – at starte midt inde i historierne, bliver nok lidt forvirrende for dig!).

Skriv et svar