Litteratur

Jeg DNF’ede The Glass Spare

The Glass Spare var overordnet set ikke en dårlig læseoplevelse.

Den har en super flot forside.

Jeg kunne godt lide skrivestilen.

Der var et virkelig fedt fokus på hovedpersonen og hendes brødre.

Meget YA fantasy fokuserer ikke særlig meget på familierelationer, så jeg var ret glad for at se et fokus på det i den her bog, og jeg kunne godt lide den lille søskendegruppe. De fungerede godt sammen, og jeg troede på, at de helt sikkert holdt meget af hinanden.

Så nej, The Glass Spare var ikke en dårligt skrevet bog i mine øjne. Men jeg DNF’ede den alligevel. Jeg kedede mig ikke. Jeg hadede ikke hovedpersonen eller de andre karakterer. Plottet lød interessant.

Så hvorfor gjorde jeg det?

Fordi jeg simpelthen ikke kunne se bort fra et bestemt aspekt af historiens world building. Det var en meget lille ting, som de fleste nok bare læser hen over uden at give det nogen større opmærksomhed, men jeg kunne bare slet ikke ignorere det, og det endte med at få mig til at opgive bogen.

Hovedpersonen i The Glass Spare er en prinsesse. Fint, fint.

Hun har særlige magiske kræfter. Selvfølgelig, det er jo fantasy.

Hendes far, kongen, har trænet hende til at fungerer som en slags spion, der skal lave lyssky ting ude i byen. Vent, hvad?

Faktisk har hendes far, kongen, sågar brugt hendes bror, tronarvingen, på samme måde. Vent, hvad?!

Og hun sniger sig ofte forbi slottets vagter og ud i byen uden at nogen ved det. Huh?!

Det var her historien faldt fra hinanden for mig. Det gav simpelthen ikke mening for mig, at en konge ville sende sine egne børn ud i farlige situationer og satse deres liv. Hvorfor? Det giver ingen mening? Der er tale om prinser og prinsesser her. De er IKKE lette at udskifte. Hvad ville kongen have gjort, hvis hans tronarving var blevet myrdet ude i byen? Hvad ville det betyde for hele landets fremtid?

Og hvorfor er hele den kongelige familie ikke blevet myrdet for længst? Hvis en prinsesse kan snige sig ud forbi vagterne, kan en toptrænet snigmorder da uden tvivl også snige sig ind? Kongen er tilsyneladende ikke en særlig populær mand og har haft gang i en masse krige, så hvorfor har ingen af hans fjender formået at få ham dræbt, hvis det er så let at komme uset ind på slottet?

Ja, ja, prinsessen er trænet til at være spion og sådan noget, men det ændrer jo ingenting. Hvis hun kan snige sig ud, kan andre – mere erfarne – spioner da også snige sig ind.

Den slags huller i world building kan ske til tider. At bygge et helt univers op er svært, og som læser ser man nogle gange gennem fingrene med ting, som vi ved ikke hænger sammen, fordi den overordnede historie har fanget os og er vigtigere end et hul eller to i plottet.

Jeg tror, at mit problem med dette særlige hul i The Glass Spare har at gøre med, at jeg selv skriver bøger. Jeg kan ikke lade være med at sidde og overveje, hvorfor forfatteren tog disse valg. Og jeg kan ikke lade være med at få indtrykket af, at forfatteren forsøgte at lave den klassiske ’Jeg er en prinsesse der ikke vil være prinsesse’-trope.

Hvilket irriterer mig usigeligt meget.

Det er det her forsøg på både at have en kvindelige karakter, der kan rende rundt i en masse smukke kjoler, men som samtidig også kan rende rundt og deltage i en masse actionfyldte scener.

Problemet er bare, at det ikke giver mening for en prinsesse at rende rundt og foretage sig lyssky ting. Hendes liv er alt for vigtigt til den slags.

Jeg hader, at forfattere ofte ikke lader til at være i stand til at fremstille en virkelig prinsesse i YA. En prinsesse, der faktisk er en prinsesse. En kvinde, der forstår hvor vigtig hendes position er, og som forstår at udnytte denne position.

Prinsesser skal gifte sig med fremmede, flytte til fremmede kulturer og på en eller anden magisk måde sørge for at blive vellidt der. Den slags kræver ikke tomhjernede gæs, men intelligente kvinder, der forstår systemet de er en del af. Hvordan er det ikke en ualmindeligt spændende karakter at dykke ned i?

Hvorfor skal prinsessen altid forsøge at flygte fra sin rolle? Hvad er pointen så overhovedet med at gøre karakteren til en prinsesse?

Nå ja, hvis hun ikke er prinsesse, hvordan kan hun så ende med at blive en dronning, der regerer et land til sidst? Det er det eneste svar, jeg kan nå frem til. Forfatteren vil gerne have en karakter, som ender med at lede et land og som er i en eller anden form for relevant og magtfuld position, men forfatteren er samtidig ikke villig til faktisk at fortælle historien fra den position og forsøger hele tiden at tvinge karakteren ud i situationer, der ikke giver mening for en kvinde af hendes stand.

Dermed kommer karaktererne til at fremstå som uintelligente. Kongen kommer ikke til at fremstå som en ond mand. Han fremstår som en idiot, der smider sine tronarvinger ud i unødvendigt farlige situationer, og han gambler dermed konstant med hele sin slægts fremtid.

Og når kongen fremstår som en inkompetent person, hvor efterlader det så resten af den kongelige familie? Hvad med dronningen, der enten ikke har nogen anelse om, hvad der foregår, eller som bare vælger at ignorere, hvor meget fare hendes børn udsættes for?

Og det er derfor, jeg DNF’ede The Glass Spare. Jeg trak i en enkel lille detalje i historien, og det endte med at få hele universet til at gå i opløsning for mig. Hvis du vil skrive en historie om en prinsesse, så fortæl mig en historie om en prinsesse – ikke om en drabelig snigmorder eller spion.

Det er selvfølgelig ikke ment som en eller anden dybdegående kritik af hele værket. Der er ikke noget som helst ved The Glass Spare, som sådan virkelig pisser mig af. Det virker som en ganske udmærket udgivelse.

Jeg skriver i stedet om min DNF, fordi jeg ønsker at påpege et problem, jeg synes, man tit kan støde på i YA fantasy. At forfattere elsker at lave karakterer, der bærer titlen ‘Prinsesse’, men uden at hun faktisk er en, og det er en trend, som jeg ikke bryder mig særlig meget om.

Har du læst en YA fantasy med en prinsesse, der rent faktisk er en prinsesse? Så smid din anbefaling herunder!

Skriv et svar